Er det en styrke at være optimistisk?

Vi er vant til, at styrker er meget håndgribelige, noget vi kan være gode til. Fodbold. Matematik. At bage flotte kager. Derfor bliver både børn og lærere ofte lidt overraskede, når jeg kommer ud og snakker styrker med dem. For styrker er nemlig ikke det samme som talenter. Det er også en styrke at have selvkontrol, at være optimistisk eller meget venlig.

Da jeg senest var ude i et par 3. klasser og undervise om styrker, skrev den ene af lærerne bagefter til mig: ”Det overrasker os, hvor ensporede børnene og vi selv er, hvis vi skal tale om styrker, og hvad vi er gode til. Vi har virkelig brug for at fokusere mere på det ikke målbare og de bløde værdier.”

Det er lige præcis fordelen ved at VIA-styrkerne. De giver os et sprog for alt det, som vi kan være gode til, men som oftest ikke bliver tillagt helt den samme værdi som talent for håndbold eller klaverspil.

Hvis man for eksempel har Håb som topstyrke, så har man evnen til at forvente det bedste af fremtiden og samtidig arbejde for at opnå de gode ting, som man ser for sig. Man har en ukuelig tro på, at alt nok skal arte sig på bedst mulig måde. Så i forhold til livstilfredshed og mening, er Håb faktisk en af de vigtigste styrker, man kan have. Det er bare ikke særlig synligt i de fleste børneflokke – eller blandt os voksne for den sags skyld.

Vi er som voksne nødt til at sætte ord på disse ting, benævne de ”usynlige” styrker, som børnene har, hvis vi vil have, at de opdager dem hos sig selv og hos deres kammerater. Når vi får øje på styrker hos os selv, som vi slet ikke tænkte på som styrker, bygger vi også på vores selvværd. Og det kan der i høj grad være brug for i dagens samfund.